STEDER OG SKÆBNER
Skæbnen er en difus størrelse og et overvældigt fællesanliggende.
Steder og tidspunkter hænger i min optik uigenkaldeligt sammen med skæbnen, som, uanset om den er vævet af nornerne eller ej, er vores fremtidige historie og selverkendelse.
I "Steder og skæbner" forsøger jeg at komme med mit bud på skæbnemøder forskellige steder. Her kan det være mødet om en fællesskæbne men også mødet med ens egen skæbne.
Der sker gennem små skriblerier og mindre noveller.
MCDONALDS
#onelinerenbag
I min illustration til "McDonalds" har jeg tegnet en hånd, der holder et McDonals kop med sloganet:
"Relax, take care of yourself"
Dette slogan har været en del af virkelighedens McDonald's salgsteknik.
Jeg har valgt at illustrere den holdte kop, ikke kun på grund af sloganet, men også fordi vi i det senmoderne samfund skal passe på os selv, og blive bedre til at give slip på det, der holder os i vores negative følelsesrammer, især dem der får os til at føle os utilstrækkelige.
Vi skal smide koppen fra os og mærke os selv, for at vi kan erkende.
I'm Lovin' it burde siges om livet og ikke om Junk Food.
Kys virkeligheden velkommen og vær kærlig overfor selverkendelsen
- selv når du har tømmermænd.
#teksten
Nogle gange fortrød jeg det, så snart jeg gik derind. Det var ikke den fedtede luft af friture eller den tankehamrende og skingre lyd af børneskrig fra legelandet, det måtte man jo tage med. Det var en del af pakken. Jeg fortrød det heller ikke på grund af den stikkende dårlige samvittighed, man får af at spise deres mad, fordi man trods alt i verden er blevet klogere på ”god” og ”dårlig” mad. Nej, det var medarbejderne. Og det var ikke måden de så ud på, eller alle de spørgsmål de stillede en. Det var stressen mellem dem. De kunne jonglere med 500 ting på én gang, uden at tabe en eneste af boldene.
De havde så travlt, at de ikke havde tid til at trække vejret, af ren og skær kommunikation mellem dem og kunder og mellem dem og hinanden. Jeg blev altid så forpustet, og jeg følte aldrig at jeg talte hurtigt nok, jeg følte at jeg var for langsom til deres snilde og fikse måde at tackle selv en bestilling på en cheeseburger uden pickles med ketchup. Jeg kunne ikke engang formå at huske at min svigermor var glutenallergiker, men de kunne skrive, snakke, høre og lave mad på én gang, og det gjorde at mit hoved trykkede og mit åndedræt accelererede som bilen på vej ned på en motorvej.
Jeg kunne mærke hvordan jeg fik brug for at lægge mig ned, det var det man fik, når man følte det sådan. Det havde min læge Niels fortalt mig. Man kunne også mærke det på kroppen, det var som om den trængte til en pause fra verden og verdens farverige virvar af stressende faktorer. Som om øjnene savnede øjenlågenes mørke og knap så foruroligende virke. McDonald’s gør mig stresset, præcis ligesom mit arbejde. Men vanernes magt gør at jeg bliver ved, ikke kun med at spise i McDonald’s men også at jeg bliver ved med at arbejde, selvom jeg vel godt ved at mine øjne på et tidspunkt vil begræde manglen på roen og på øjenlågene så meget, at de vil samles i et smukt kys for evigt.
PUBBEN
#onelinerenbag
Øllet møder munden, skummet på læberne. Den kolde nydelse, den varme følelse.
#teksten
Han kom her hver dag, vi havde åbent. Han var stamkunde og Cornelius Valther lignede ikke umiddelbart en, der havde tænkt sig at stoppe dette foretagende. Han havde et stamsted, en stamplads, et hjem – og det var her. Jeg holdt så meget af ham. Det havde jeg aldrig troet jeg ville gøre. Da jeg havde taget imod jobbet, havde jeg faktisk mest af alt frygtet stamkunderne, som nu skulle have en ny stamekspedient, der ikke kendte til alle deres stambestillinger og stamaktiviteter. Men når man har set dem en gang, ændrer de sig ikke synderligt meget. Det var der for mig både noget foruroligende og behageligt ved. Man kendte dem bedre end sin egen baglomme, men det var også det foruroligende, for en baglomme er jo en død ting, og skulle helst ikke ændre sig, hvorimod de levende helst skulle begynde at kaste nye skygger nu og da. Men skyggerne bevægede sig på præcis samme vægge hver gang og strakte sig længere og længere, som solen gik ned, indtil de faldt i ét med mørket.
Cornelius Valther satte sig ned på den sædvanlige og slidte stol, da han kom ind denne fredag. Han nåede ikke at sige noget, før jeg havde hevet en ale no. 100 frem til ham. ”Du er sgu en skat, Amalie” smilede han og hev sin slidte pung op af brystlommen, som kun indeholdte, ja pungen og rød Cecil.
”CV, hvorfor har du egentligt valgt stedet her?” jeg følte, at vi efterhånden var kommet tæt nok på hinanden, til at jeg kunne spørge hans grå og gode øjne om dette. ”Jeg ved nu ikke om det var mig, der valgte stedet, eller det der valgte mig” smilede han kækt, som kun Cornelius Valther kunne gøre det. Han så mig ind i øjnene, og det var som om en skygge af hans øjenvippe ramte de klare, grå regnbuehinder. Den skygge havde jeg aldrig set før. ”Jamen jeres ale her, er jo forfærdelig god, den slår jo enhver dame” grinede han let og dog tungt, mens han klappede på siden af flasken. ”Ja, eller i hvert fald næsten”. Jeg så opmærksomt på ham og han rømmede sig, det havde han ellers aldrig haft brug for før. ”Ser du lille A, jeg havde damen. Hende jeg skulle have det hele med. Jeg var en lykkelig mand, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Men du kender kræft, og du kender Gud, og det er sgu som om de er blevet enige om at tage de smukkeste og bedste mennesker først. Så jeg kommer jo nok til at blive hængende her længe” smålo han, og jeg smilede. ”Men hun døde, og jeg skulle leve. Det er dog så forbandet svært at leve, når man langsomt går i stykker indeni, i hvert fald hvis man skal leve i det, der ødelægger en”. Han sukkede let og så ud af vinduet, så skyggerne helt forsvandt fra hans ansigt, og i stedet forslog sig på væggen bag ham. ”Jeg kunne ikke bo i vores hus, jeg kunne ikke være på min arbejdsplads. Ikke når hun havde været der. Minderne hang ligesom på væggene, og de gjorde savnet ubærligt, så jeg måtte finde min måde at leve på”. Cornelius Valther så om på mig igen, hans øjne var stadig grå, men ikke fulde af sorg, som jeg ellers havde forventet det. ”Så kom jeg forbi stedet her på vej hjem fra arbejde en dag. Anna, ja det hed hun. Hun var bange for heste, så jeg tænkte hun nok aldrig ville have sat sine ben på et værtshus ved navnet Den Gyldne Hest” han grinede igen let men tungt, som kun han kunne gøre det. ”Så det var derfor, det blev her. Hver søndag, når i har lukket, besøger jeg hende og fortæller hende om Thorkild, Esben, Tango-Henrik og dig og så sidder jeg der og bliver stille og roligt lykkelig, for jeg ved at hun forstår mig. Og jeg ved at mit liv som det er nu, for mig, er langt bedre end at være på et kontor, hvor jeg hele tiden ville mindes hende. Jeg ved jeg er lykkelig, selvom hun ikke er her, fordi jeg kun møder hende om søndagen og ikke alle samtlige dage” Cornelius Valther tog glasflasken op mod munden og en grønlig skygge dansede over hans læber. ”Tak” røg det ud af mig, helt og aldeles ubestemmeligt, det var i hvert fald ikke mig, der havde bestemt ordvalget, det fløj ligesom bare ud af mig. ”Selvtak, lille Amalie” smilede han, så hans sprukne læber blev hevet helt ud til de rødmossede æblekinder.
Herefter kom Tango-Henrik og Esben ind, grinende som altid og jeg tog med det samme tre glas frem og 3 almindelig flasker Tuborg. Jeg vidste Thorkild ville komme inden længe og så ville de kaste præcis de skygger de plejede, mens de ville snakke med Cornelius Valther, og de ville nok ikke opdage det, men jeg havde set det, hans skygger havde forandret sig, som kun skyggerne kan gøre, når man kender deres årsag. Cornelius Valther smilede til mig, da også Esben var kommet ind og de alle tre gik over til det bord, de plejede at indtage, når hele flokken var samlet. Og jeg havde ret, men det havde CV også. Jeg havde ret i at de ikke opdagede hans nye skyggekast, som synes lettere og sværere for nattens mørke at overtage end de andres. Cornelius Valther derimod havde ret i han var lykkelig, det havde jeg ellers aldrig set før. Men hans grå øjne virkede nærmest sølvfarvede i samvær med resten af stamholdet. Og sådan havde jeg aldrig set på de grå øjne før.
PERRONEN
#onelinerenbag
Den forladte kvinde med de lukkede øjne.
#teksten
Hun stod på perronen, så hvordan skyerne havde omfavnet hendes ubestemte følelser. Det ene øjeblik regnede det, det næste stod det ned i stænger, for at solen kunne brydes med skyerne og få lidt indpas, før dråberne igen ramte hendes kind.
Hun frøs ikke, men havde det heller ikke varmt. Hun var heller ikke tilpas, slet ikke. Hun var forladt. Forladt ved at forlade, som kun en kvinde kan være det. Hun forlod ham, og dog følte hun sig berettiget til de tårer, de dråber der ramte hendes kinder ind mellem følelsen af lettelse.
Hun var ung endnu, havde livet foran sig, hun havde egentligt ikke travlt, men sådan kan det føles, når tordenen rumler under skyerne, og man ved at det er gået i stykker, og hvis ikke vil det snart.
Som når et træ splitredes af lynet, sådan ville det gå dem. Dele dem op, skære dem fra hinanden.
”Gå ikke over sporet, der kommer tog” lød den skrattende stemme gennem højtalerne og vækkede hende fra hendes tanker og gjorde hende næsten så forskrækket, at en unødvendig tåre forlod hendes øjenkrog. Eller var tåren af den forladte slags, hun var ikke sikker.
Toget forlod hende også, da det endelig var kommet på perronen.
Hun havde glemt at stige på toget.
Sådan noget gør forladende, forladte kvinder.
Hun satte sig ned på bænken. Forstod ikke helt hvorfor hun overhovedet havde gået herop. Hun forstod ikke hvorfor hun havde haft en trang til at forlade stedet, for det var jo hende der havde sagt farvel. Så måtte det vel, tænkte hun, være ham der skulle køre væk. For hun kunne da ikke være den, der skulle gøre alt arbejdet.
Nej.
Hun så på sit ur. Klokken var 18.41. Hun lynede op i sin taske og fandt en læbestift. Malede sine læber friske og smilede.
Ja.
Det var den rigtige beslutning hun havde taget, hun var ikke i tvivl.
Måske.
Hun havde fået læbestift på tænderne, men det kunne hun ikke se.
Skrøbelig.
Himlen begyndte at regne, hendes læbestift forsvandt fra læberne, men ikke fra tænderne.
Der er så meget, der så let kan gå i stykker.
GARTNERIET
#onelinerenbag
Blomsterne og tobakken - det modsætningsfulde men dog sammenfaldende møde. Vaner og virkelighed.
#teksten
Han fikserede blomsterne med samme snildhed, som jeg rullede mine cigaretter. Det lå i de krogede hænder, som rulningen gjorde i mine bløde. Det var en vane, det var en fast bevægelse inkorporeret i hans reservoir.
Han forbandt blomsterne til hinanden, som jeg forbandt tobakken med filteret. Forskellen på os var at han kun havde sin stiklinge saks, som var så fin og lille, hvorimod jeg brugte min elektriske og mere klodsede cigarruller. Forskellen var lille, men ikke desto mindre var den ikke at tage fejl af.
Hans krogede fingre var fyldt med ridsers som tornene fra de velplejede roser gav ham. De mindede om de papirsridser, der engang imellem befandt sig på mine elles bløde og blide hænder.
Det var tydligt at hans hænder var arbejdshænder og mine kun hang sig på en stakket frugt, en nydelse, en afhængighed.
Det var der forskellen lå i vores snildhed, gemt i synet på vores hænder.
Jeg gav ham de 280 kroner i cool cash og følte mig nostalgisk. På samme måde følte jeg mig nostalgisk, da jeg med kroppen fyldt af gartneriets fugtige duft, fik trukket mig ud af gartneriet og tændt min hjemmerullede cigaret.
Gartneriets duft og fugtige luft blev erstattet af min afhængighed og den genkendelighed der ligger i hivet, suget og den røgfyldte luft.