NOVELLER
Noveller er som små dråber. Når den første dråbe rammer, ved man ikke om det bliver en tung byge, støvregn eller om det er den forsagte start på en sensommeraftens tordenskyer.
​
Novellegenren har en speciel plads i mit hjerte, da det var novelleskrivningen i folkeskolen, der åbnede min interesse for skrivning. Novellerne lader dig lege med finurlige størrelser, forskellige personer, konkrete miljøer og fantastiske temaer, uden du behøver give dig i kast med at skrive en roman.
​
Novellen er for mig essentiel, idet den lader dig udforske dine tanker uden, at du behøver at slå historiens gang fast fra start.
Jeg håber novellerne kan starte refleksioner, eftertænksomme skyer, selvom de begyndte som små regndråber.
​
MARIE
Marie var en af dem, der blev født og døbt, før epidemien med finurlige babynavne brød ud. Men fordi hendes navn var så almindeligt og førhen gængs, endte hun med at være den eneste på hele Birkerød skole, der lød hendes navn. Dog var der to, der hed Leonora, en der hed Rosmarin samt et tvillingepar, der hed Michas og Immanuel. Men Marie havde det egentligt fint nok med det, det var mere hendes forældre, der fortrød, at de ikke havde navngivet hende noget unikt og specielt, idet de jo synes, hun var lige præcis det.
Men Gudruns mor havde heddet Marie, og Hans-Erik synes det var så fint, så Marie blev det, da de skulle døbe deres lille pige. Præsten, hvis forældre var katolikker, synes ellers at navnet var så fint og flot, og han forstod godt hvorfor, så mange gennem årene havde navngivet deres døtre Marie. De nikkede bare, og var så endegyldige ligeglade med præstens kommentarer, for de var så forelskede i deres lille datter, at deres øregang var stoppet med kærlighed, og derfor hørte de ikke alt det, han sagde.
Han havde ellers fortalt dem om navnets betydning, og fortalt hvorfor han ikke var katolik længere.
Forklaringen havde ellers nok ladet dem lytte, hvis deres kærlighedsfyldte øre havde haft plads til mere.
>>Ser i<<, havde han sagt. >>Marie er det skønneste danske navn, jeg kan komme i tanker om. Jeg er protestant nu, fordi jeg fandt min Marie. Hun var smuk som fjorden en sensommeraften og frisk som græs, hvorpå regnen har lagt sine uskyldige dråber. Jeg elskede hende, men hun var ateist. Hun troede på en anden verden end jeg, men jeg vidste, at jeg kun havde lyst til at bero på den verden, hvori hendes ynde var. Mine forældre snakker jeg ikke med, men Marie gav mig Katharina. Jeg kunne ikke have mere kærlighed for jeres navnevalg, som i øvrigt henleder til tanken om den kyske Jomfru Maria med det danske strejf af et e<<.
Hvis blot Gudrun og Hans-Erik havde hørt denne historie, for det kunne have sparet dem for mange spørgsmål om det rigtige navnevalg.
Da Marie gik i syvende, skulle hun konfirmeres. Det skulle hun sammen med den ene af de to Leonora’er og med tvillingeparret. Præstens øjne lyste op, da han så Marie. Han havde ikke set hende siden dengang. Da han så hendes navn på listen, havde han været ved at bruse over af glæde; for det forekom ham, at hun havde været det mest bemærkelsesværdige barn, der havde lagt hoved til hans døbefont.
Og det havde hun været på grund af hendes ‘ubemærkelsesværdige’ navn, som Gudrun og Hans-Erik havde stillet tvivl om.
​
Da Marie skulle giftes, var det i præstens sidste tid. Han havde haft mange og lange snakke med Marie og hendes kommende mand Jonas. Jonas og præsten havde været enige om navnets smukke betydning, som jo også lagde sig rent sprogmæssigt til ‘den skønne’.
Da Marie havde født. Havde hun født en dreng. Marie navngav sin søn Peter. Præsten havde fældet en tåre, da han gjorde korsets tegn for barnets bryst.
Efter dåben havde Gudrun og Hans-Erik snakket med præsten, som altid kun havde ønsket at blive kaldt Jørgensen. >>Vi takker for en smuk barnedåb Jørgensen<<. Smilede de til ham, mens de overvejede om datteren ikke havde valgt et lidt for ukarakteristisk navn til deres smukke barnebarn. Endnu en gang var deres ører for fulde af kærlighed, til at høre hvad han sagde >>Efter vores følgeskab er det vist kun på sin plads, at i begynder at kalde mig Peter<<.
​
Vi siger alle sammen, at vi ikke tror på Gud; men beder vi ikke alle sammen en bøn nu og da?
CAFÉ LATTE ELLER KAFFE
>>Når du tager du på cafe, hvad foretrækker du så at bestille? Café latte eller kaffe?<< Gallupdamens stemme lød gennem røret, og jeg nægtede at tro, at jeg lige havde taget telefonen, når det var en ukendt, der ringede. >>Kaffe<< røg det ud af min mund, og jeg kunne lige se, hvordan jeg blev en del af hende damen fra kender du typens repertoire. Hende som altid har styr på hvor mange procentdele af Danmark, der spiser pringles, der ikke selv bager kage, der sover med dobbeltdyne og så videre. Nu var jeg en del af hendes paratviden om hvor meget kaffe danskerne drikker. Men hvad ville hun sige, hende livsstilseksperten Anne Glad, til mit kaffedrikkeri? Hun vil måske sige noget alla >>Kaffe er jo faktisk vores gamle guldskat. Vi forgudede den, så begyndte cafeerne for alvor at komme på mode her for 10 år siden, og der kom et øget fokus på andre kaffedrikke. Det at være eksempelvis den kendte café latte. Nu har vi dog en tendens til, at det er på mode at drikke vores kaffe helt sort, og man ser jo over det hele på instagram, at koffein er ‘mandags-fixet’ og det vi lige skal have drukket, mens vi læser alle dagens click-bait artikler gennem efter dagens arbejde<<. Jeg sad helt fordybet i mine tanker, da Gallupdamen afbrød mig endnu engang >>Er De her stadig? <<. Jeg rystede forvirret på hovedet og et svagt og ufuldstændigt >>Ja<< undslap mine læber. >>Jeg har kun ét sidste spørgsmål til Dem. Hvor ofte tager du på café? <<. Jeg var helt stille, helt og aldeles stille. >>Her må de helst være ærlig, ellers er Deres information ugyldigt, og dette vil ikke være godt for undersøgelsen og Gallups troværdighed<<.
​
>>Aldrig<< svarede jeg, og der blev stille i den anden ende af røret. Jeg kunne fornemme hvordan jeg nu ikke blev en del af Anne Glads forunderlige repertoire, grundet det faktum at Gallupdamen ikke havde styr på rækkefølgende af sine spørgsmål. Jeg lagde røret på og tog en slurk af min kop kaffe og tændte for fjernsynet. Frem tonede den blonde dame med den pikante tøjstil, og jeg fik næsten lyst til at slukke, altså lige indtil hun stod ved en point-quiz overfor Mads Steffensen og snakkede om danskernes kaffevaner gennem tiden. Hendes fine hænder viftede henover først café latten, dernæst den normale filter kaffe og slutteligt over espressoen, mens hun uden manus ridsede procentandele og modevaner op.
​
Jeg sad og knugede min filterkaffe i mine blege hænder og tænkte at café latte og espresso kun var for mennesker, der havde for høje tanker om sig selv. Hovedpersonen foretrak filterkaffe og Anne Glad analyserede det. >>Man kan sige at filterkaffen faktisk er det mest normale at drikke. Det er de færreste, der har et apparat, der kan male kaffebønner, skumme mælk og så videre. Men filterkaffen, den kan vi alle klare. Dertil er der jo noget hyggeligt og ikke mindst nostalgisk over at stå og lave sådan en kande, som man har gjort det tusinde gange før<<. Jeg sad tilbage og følte mig som et vanedyr da jeg lod den hvide porcelænskop ramme mine læber, men der var ikke mere kaffe tilbage.
Jeg rejste mig, gik ud i køkkenet og lavede en kande mere, og jeg tror faktisk hun havde ret, hende Anne Glad.