REFLEKSIONER OG TANKER
Forskellige refleksioner som jeg nedfælder, som de kommer.
Tanker og refleksioner om livet.
Kan en kort person godt falde langt?
Tirsdag den 9. april 2019
Der er noget smukt og dog foruroligende ved det, når de sødtduftende mirabelle blomster mødes med snefnuggene.
Fredag den 6. april 2019
Tænk at en tilfældighed kan føre til så meget.
Søndag den 28. april 2019
Står min fortid og jeg i vejen for min fremtid og jeg? Er ungpige tragedierne forevigt lagt ned i et uendelighedstegn, eller har det liggende ottetal rejst sig op og blevet til og'ets brudte logogram? Skal jeg beskytte mine valg, skal jeg misforstås eller forstås?
Mandag den 29. April 2019
Mine øjne synes mere blå, når jeg græder.
Mandag den 29. april 2019
Vi møder op, tjekker vi ind? Går vi før vi lærer, eller lærer vi, når vi går?
Mandag den 12. maj 2019
De spørger mig
>> Hvad ville du gøre, hvis du skulle flytte sammen med din kæreste? <<
Også selvom jeg ingen kæreste har.
Den sidste efterlod mig knust i mine egne saltede tårer. Før ham, blev jeg vist hvor afskyeligt et menneske kan være, når skyen ikke længere er lyserød. Dertil er jeg blevet tyranniseret for at kunne flygte. Følt mig forkert for at være såret, følt mig forkert over min skyld i andres skyldigheder.
De spørger mig til råds altid. Hele tiden. Som en piskende regn af slag i hovedet over hvorfor, det aldrig fungerer for mig. De vil kun have hjælp. Men de forstår ikke, at jeg knap nok kan hjælpe mig selv.
Jeg tør ikke elske. Jeg tør ikke at holde af. Hver gang en fyr kommer tæt på mig, bliver jeg frosset af frygt. Jeg ved ikke hvordan, jeg skal reagere. Jeg ved ikke hvordan, jeg er mig selv – for meget eller for lidt.
Jeg kan kun handle på mine intentioner, når jeg er fuld. Bedugget i lysten mere end frygten kan jeg tage kontakt. Men næste dag er frygten den samme, og jeg fortryder det hele så inderligt. For jeg ved, at han vil såre mig ligeså dybt som alle de andre. Og så står jeg tilbage med en ny glaståre til samlingen, som kun vokser i ensomheden og tyranniserer i samlivet.
Min bagage er tung. Du ville ikke kunne bære den. Det forventer jeg heller ikke. Så derfor er det nok bedre, hvis jeg blot er alene.
Onsdag den 11. september 2019
Jeg lod mig falde, selvom jeg havde svoret for mig selv, at jeg aldrig ville gøre det igen.
Jeg bildte mig selv ind, at han ville såre mig som alle de andre.
Han modbeviser mig gang på gang, gør mine erfaringer og tanker til skamme.
Og blandt andet derfor elsker jeg ham.
Mandag den 2. december 2019
Verden står stille. Sagde de ikke, at alt der kommer let, går let? Covid-19 må være undtagelsen, der bekræfter reglen. Og fuck det pis i øvrigt.
Onsdag den 8. april 2020
Min mor er min ultimative støtte. Min klippe når alting sejler, og det har sejlet så mange gange, at det er utroligt, jeg ikke er druknet. Men hun er der altid til at hive mig op, pakke mig ind og give mig tørt tøj på. Jeg ville ikke vide, hvad jeg var uden hende, udover jeg slet ikke ville være til. Hun gav mig livet, og hun gør livet. Tak for livet og det levede.
Søndag den 10. maj 2020
Hver gang jeg tænker på ham, får jeg det som en rystet hindbærbrus. Jeg bruser ud over det hele i en kærlighedsfyldt rød farve. Jeg kan ikke lade være med at ytre min kærlighed. Den bruser ud af mig. Men det er hans egen skyld, for det er ham selv, der sådan har rystet mig med sin vedvarende kærlighed.
Tirsdag den 30. juni 2020
Jeg tør ikke rigtig tro på, at det nu vil lykkes. Jeg prøver på at holde vejret i et håb om, at det er nu, det sker. Jeg kan slet ikke forstå, hvis jeg skal være så heldig her i livet. Jeg tør næsten ikke sige det højt i fare for, at muligheden slipper gennem mine fingre som sandkorn ud i sandet. Jeg beder hele tiden, men jeg ved ikke, hvor meget jeg tror. Men jeg håber. Jeg krydser fingre. Jeg har lyst til at omgive mig med firkløvere og harepoter i et forsøg på at sende lykke og held i den rigtige retning. Jeg slutter mig til at den lilla himmel mødes med spidsen af bjerget og undfanger morgenrødens eksistens, så jeg kan mærke den.